Mand 24 år

Dagen efter var jeg en tøsedreng, fordi jeg græd. Jeg græd igen, jeg græd så meget at mine tårer dryppede ned på den seddel, jeg havde fået af mine forældre om, hvorfor jeg gik hjem dagen i forvejen.

"Hold kæft hvor er du klam, nej hvor du lugter, føj for satan en homo du, knepper du din far, hvorfor er du så tynd? Jeg gider ikke være i gruppe med ham, jeg smadrer dig efter skole".

Det er hårde ord ikke? Forestil dig at høre dem flere gange dagligt hverdag i 3660 dage ( 10 år )

Et liv med mobning, hvad skal man så starte med at fortælle?
Da jeg blev mobbet prøvede jeg at følge mængden, gøre som alle de andre, men når jeg gjorde det samme som alle andre var det stadig forkert. Jeg ved ikke, hvorfor det var forkert. Det var nok forkert, fordi JEG gjorde det. Hvis jeg løb til hurtigere til idræt løb jeg som en "Bøsse", hvis jeg cyklede hurtigere på udflugter var jeg " hjulben", hvis jeg læste noget forkert var jeg "sprog spasser", hvis jeg spiste noget som alle andre var jeg "klam", hvis jeg havde en mening, havde alle andre i klassen den modsatte mening.

Jeg blev en periode flere gange hver aften ringet op med trusler om, at jeg ville blive smadret efter skoletid. For at slippe for at komme i skole bilder man sig selv ind, man har ondt i maven eller hovedet bare for at slippe for de 4-6 timers skole, bare for at kunne slappe af, bare en dag, uden at tænke over hvad man spiser, siger, gør, hvad tøj man har på eller noget andet.

Undgå kontakt

Omkring 3.-4 .klasse begyndte jeg at gå til børnepsykolog. Jeg er i dag stadig ikke sikker på, hvad jeg skulle lære, eller hvad det skulle hjælpe.

På et tidspunkt under musik timerne gik jeg forbi en af mine klassekammerater, jeg kom til ved et uheld at gå ind i ham, han rejste sig op og sparkede mig over skinnebenet, den dag gik jeg grædende hjem fra skole, iført en t-shirt og cowboybukser i minus 6 graders frost.

Dagen efter var jeg en tøsedreng, fordi jeg græd. Jeg græd igen, jeg græd så meget at mine tåre dryppede ned på den seddel, jeg havde fået af mine forældre om, hvorfor jeg gik hjem dagen i forvejen.

Efter noget tid dannede jeg min egen rutine, som bestod i, at undgå kontakt med min klasse kammerater, sådan var min dag:
Du møder stiller tasken, går ud foran døren, hvor du ikke er alene med dem i klassen, der kommer ca. en lærer forbi dig hvert 5 minut, det er en tryghed.
Du undgår at få øjenkontakt med læren, på den måde bliver du ikke gjort til grin, hvis du laver en fejl. Du kigger ud af vinduet eller ned i bogen, hver gang læren ser op efter den næste, der skal forsætte.
I pauserne, løber mod biblioteket for at læse tegneserier eller gå på nettet, grunden til at være der er, at der hele tiden kommer en lærer forbi. Man er sikker.
I spisepauserne undgår man at spise noget, alt hvad du spiser er klamt ifølge alle andre. Hvis du er den, der er sat til at hente mælk, fedter du for resten af klassen.

Når du har fri skal man hånes, fordi ingen gider være sammen med dig efter skole, og du skal hjem og lave ingenting.

Til skolepsykolog

Jeg kan huske, man lavede tegninger til dem, der havde fødselsdag. Når alle havde lavet en tegning, blev den lavet til en bog. Jeg tegnede også en tegning, men den tegning som jeg lavede, blev ham som der havde fødselsdag så sur over, at han lovede mig tæsk efter skole,
Hvis nogle havde lavet kage til klassen var det heller ikke usandsynligt, jeg blev sprunget over.
Omkring 7.-8. klasse begyndte jeg til skole psykolog igen, som en sidste udvej istedet for at skifte skole.

Første gang jeg var inden hos min psykolog, satte hun mig ned og spurgte, hvad jeg gjorde galt?
Jeg frøs, "hvad jeg gjorde galt, siden de andre mobbede mig, for det måtte jo være min skyld hvis de blev ved med at mobbe".

Det var også der skole festerne begyndte, alle var inviteret, også mig, jeg blev bare ringet op samme aften med beskeden om, at den var aflyst. Dagen efter kunne jeg så høre alle de andre snakke om festen. Så føler man sig virkelig til grin..!

De bedste minder jeg har af min skole gang er sjovt nok mine lejrture, det var sjovt nok der, hvor der ikke var nogle, der mobbede mig. Tror på en eller anden måde, de ikke kunne overskue det hele tiden, og til sidst var det bare ikke sjovt at mobbe mig. Men når man kom hjem igen, gik der ikke mere end 3-4 dage, så var alt ved det gamle og man fandt sin rutine igen.

I 8. klasse skiftede jeg skole, men afstanden mellem den skole jeg var skiftet fra, og til den jeg kom til var for lille, rygterne om mig var der allerede, før jeg startede, så det var på den igen, bare med nye omgivelser, men på den nye skole blev det aldrig så slemt på den gamle skole. Det var en stor lettelse at skifte skole

Hvorfor blev jeg mobbet?

Jeg er i dag 24 år gammel og stadig ikke sikker på, hvorfor det lige var mig, der blev mobbet. Men min tanke er nok, da jeg har pigment fejl i mit hår, at det er den største sandsynlighed for det.

 
Hvis jeg mødte mine klassekammerater, hvad ville jeg sige?
Jeg har ingen anelse om hvad jeg ville sige. Hver gang jeg ser dem, får jeg koldsved, en kæmpe tudse i halsen og håber, de ikke siger noget til mig.

Ville jeg nogen sinde kunne tilgive dem? Nej aldrig!