af Jette Kofoed

Årets MGP vært Jakob Riising fik mobbet igennem. MGP 2008, det danske melodi grand prix for børn, er netop blevet afholdt i Århus Musikhus. Værten Jakob mobbede sig igennem aftenen, hvor en række dukker ikke måtte være med. Igennem showet løber en historie som basically bevæger sig fra Jakobs intentioner om at få scenen for sig selv, henover dukkerne som gør modstand, og til Jakob som giver sig, for til sidst at lytte til kulminationen og fællessang på scenen, hvor X-factor stjerner og alle deltagende børn synger henover temaet 'socialt ansvar'.

Setup'et ligger i forlængelse af DRs antimobbe kampagne. Konceptet er her lagt ud over lørdag aftens sendeflade. Værten Jakob fremstår som den ulidelige mobber, og dukkerne som ofre for Jakobs modbydeligheder. En åbenbar fordeling af positioner, og en storyline der er til at genkende: Mobning er entydigt og individbåret, og ansvaret kan fordeles.

Hvis denne framing af årets MGP er udtryk for en bekymring for mobning, så er bekymringen berettiget. Børnerådets seneste undersøgelse af mobning viser at hvert 4. barn i de adspurgte 6. klasser har erfaringer med at føle sig mobbet indenfor de seneste par måneder. Og hver 5. elev har erfaringer med at mobbe. Så DR har ret, hvis deres rationale er, at der er grund til bekymring.

I forskningsprojektet eXbus (Exploring Bullying in Schools) studerer vi mobbepraksisser blandt børn i skolen. I eXbus arbejder vi ud fra en tese om, at der i mobning er mange kræfter på spil og at mobning ikke kan reduceres til karaktertræk hos enkeltdeltagere og til et spørgsmål om hvorvidt mobberen eller offeret har en særlig personlighedsstruktur eller en bestemt familiehistorie.

Derimod antager vi, at langt flere kræfter bidrager til mobning i en given kontekst. 'Kræfter' kan være fortællinger om mobning, klassen, forældre. Kræfterne kan være chatrum eller mobiltelefoner. Kræfter kan også være af materiel art, altså klasseværelsets størrelse, stolenes placering, vandslangens tilbud om at lade sig sprøjte med.

Kræfter kan tillige handle om den lokale tolerancekultur i klassen, om skolens anti-mobbepolitik, om 'toner' og måder at løse konflikter på i den pågældende klasse. Kræfter er ikke mindst politikker og handleplaner. Og kræfter kan være individuelle erfaringer med rummelighed eller det modsatte, erfaringer med flytning, dødsfald eller ej, erfaringer med søskende og fædre og mødre og tanter og onkler.

Tænker man denne tese ift årets MGP, så er det interessant, hvordan rollerne er fordelt. Jakob er irriterende, plat, for meget, og svær rigtig at holde af, hvorimod dukkerne tilsyneladende ikke har gjort noget, der giver Jakob anledning til at holde dem udenfor.

I den forstand får DR fat i den del af mobning, der handler om at udpegningen af 'hvad' der mobbes med er vilkårlig. Her er en udøver og et antal ofre. Og så er der en voice-over som intervenerer. Kan vi rette op på udøveren, vise at det er forkert at mobbe, så kan vi slippe af med mobning, synes rationalet næsten at være.

Men lad os antage, at eXbus har ret i at flere kræfter er på spil. Interventionen rettes her udelukkende mod én kraft, nemlig udøveren. Hvad nu hvis produceren, scenen, lydmanden og Bruno blev inddraget i at rette op på dét, der bliver synligt som Jakobs irriterende og nedladende adfærd? Hvad nu hvis det ikke alene er Jakob, der er noget galt med? Hvad nu hvis der skal pilles ved tonen blandt crew'et, eller ved Århus Musikhus' ledelse eller ved DRs HR-afdeling?

Som en der forsker i mobning er det interessant, at der i år er blevet sat en national DR fortælling om mobning, der over den kommende tid bliver en sikkert ikke-ubetydelig medspiller blandt de børn i skolerne, som vi studerer. Jeg har i den forgangne uge lavet feltarbejde blandt børn i en 4. klasse, og både MGP vindersangen og nummer 7 (som de omtales som) blandt 10 årige, er blevet skrålet og nynnet og brummet på gangene. 

For samtidig med at DR har ladet årets MGP berette som en historie om mobning med plot og happy ending, så handler to af de 10 deltagende sange også om mobning. Henover refrainer som "En for alle, alle for en" og "kast ik' med sten, når du selv bor i glashus" kæmper henholdsvis tre 10 årige og fire 13-14 årige sig igennem til en tredje (tjek) og første plads. Det er ørehængere.

DR og de to sange bliver ikke bag skærmen og i Århus Musikhus. De bevæger sig ud og blander sig med børn, gynger, mobbehandleplaner, happy slapping, vrede eller tolerante skolelærere, beskyttende eller tillildsfulde forældre, ostemadder og at skulle nå at lave aftaler for næste frikvarter før de andre har alle aftalerne på plads. Sangene og DRs framing blander sig og bliver til en af de mange kræfter der arbejder i mobbefænomenet blandt børn i skolen.

I den transport – væk fra Musikhuset og ud i landets børnemiljøer – rapper, vugger, crooner og 'slider' Zigi, Freja, Marcus og de andre sig ud til deres lyttende jævnaldrende. Hvordan meddelserne i sangene og i DR's show bevæges og forandres på den vej er ikke til at forudsige.

Men lad os håbe, at mens kræfterne arbejder og nogen vil elske at hade sangene, andre leger MGP i klubben; nogle forældre vil få spat af den samme båndsløfje, og andre igen ikke vil ane, at MGP har fundet sted, så vil nogen ae værten Jakob og tjekke om han er ok, efter at være blevet irettesat for åben skærm.