Af Dorte Marie Søndergaard

Trykt i: Mobning. Sociale Processer på Afveje, Jette Kofoed & Dorte Marie Søndergaard (red.), Hans Reitzels Forlag, København: 2009

Tænketeknologier sætter både refleksionsspor og praksisspor. Når børn og voksne i og omkring skolen skal finde måder at omgås hinanden på, og når de skal aflæse og interagere med hinanden i den form for socialt medierede læringssammenhænge, som danske skoler er funderet på, så er det afgørende hvilke tænketeknologier, de benytter; hvordan de forstår det, der foregår.

Der er, som Dorte Marie Søndergaard skriver i sin artikel, Mobning og social eksklusionsangst, afgørende forskel på, om man i forbindelse med børns gensidige foragtproduktion, bruger en skyldsfokuserende tænketeknologi, der får både børn og voksne til at søge efter en skyldig aggressor og et afmægtigt offer; eller om man bruger en tænketeknologi med fokus på sociale processer, og dermed retter blikket mod de dynamikker mellem børnene, der gør det oplagt for nogle børn at deltage aktivt i cirkulationen af foragt og afsky for andre børn.

Der er forskel på, om man, når der opstår problemer mellem Ursulas og Annes pigegrupper, tænker: Hvem har skylden? Hvad er der galt med Ursula og/eller Anne?

Eller om man tænker: Hvorfor bliver det så oplagt for Ursula og Anne med den sociale dynamik, der for tiden findes i denne klasse, at gribe til netop den form for gensidig aflæsning? Hvad er det, de ønsker, frygter, tror etc., som får dem til at producere foragt i stedet for at gøre så meget andet, der også ville kunne tænkes oplagt, når man går i klasse med hinanden og tilbringer så mange år sammen på næsten daglig basis?

Skredet fra positionen som værdig og empatisk relevant, frem mod positionen som foragtet, og dernæst 'ud over kanten' til afskyeliggørelse og empatisk irrelevant, er en del af den begrebsramme til forståelse af mobning, artiklen tilbyder.

Her tages der udgangspunkt i de sociale processer, mobning bliver en særlig destruktiv version af. Søndergaard arbejder med mange former for empiriske data, men bygger blandt andet sin begrebsudvikling på interview og observationer blandt ca. 100 børn i alderen 8-14 år.

Begrebet om social eksklusionsangst bygger på en socialpsykologisk forståelse af mennesket som eksistentielt afhængigt af social indlejring. Mennesker er afhængige af at tilhøre fællesskaber. Hvis denne indlejring i et fællesskab kommer under pres, kan der opstå angst, skriver Søndergaard, og der kan opstå emotioner og praksisser, der har retning mod minimering af angsten.

I nogle sammenhænge kan handling bestå i at søge lindring for eksklusionsangsten gennem at producere foragt for andre, og dermed at søge at minimere andres betydning for fællesskabet til et omfang, der trods alt er mindre end ens eget.

Produktion af foragt og produktion af værdighed bliver i denne tænketeknologi centrale begreber til forståelse af nogle af de sociale dynamikker, der kan være på spil i en skoleklasse.

I en utryg skoleklasse, hvor børnene – af potentielt mange forskellige årsager - er usikre på de voksne og ikke har tillid til deres engagement, hvor de er usikre på hinanden, og hvor angstniveauet er højt, kan foragtproduktionen eskalere, og der kan opstå en form for panisk cirkulation af eksklusionsbevægelser, som kan tippe over i mobbehandlinger.

Den afskyeliggørelse, der i sådanne processer kan ramme enkeltelever eller grupper af elever, fungerer samtidig på den måde, at disse børn mister adgangen til at forhandle betingelser for inklusion - de bliver irrelevante som deltagere, uværdiggjorte i forhold til deltagelse.

I artiklen peger Søndergaard også på, at positioner mellem børnene kan skifte - det er ikke nødvendigvis sådan, at mobbepraksisser kun tager form gennem stabiliserede positioneringer; mobbepraksisser kan operere gennem stabile positioneringer, men positionerne kan også skifte med kortere tidsintervaller, ligesom mobbehandlinger kan optræde pludseligt og voldsomt, for derpå at ophøre ligeså pludseligt.