Af: Charlotte Mathiassen og Eva Silberschmidt
 
I: Kofoed, Jette og Dorte Marie Søndergaard (red.): Mobning - Sociale Processer på Afveje. København: Hans Reitzels Forlag.
 
Mathiassen og Silberschmidt Viala har interviewet 60 personer i alderen 18-68 år om deres forståelser af mobning og om deres egne erfaringer fra skoletiden.

Forfatterne arbejder altså med kvalitativ metode i deres udforskning og har i kapitlet blikket rettet mod personhistorik, sådan som personhistorik interagerer med social klasse. I analysen retter de fokus mod beretninger om henholdsvis 1950'ernes og 1990'ernes skole og får dermed mulighed for at se kendetegn i mobningens strukturering gennem et analytisk komparationsgreb.

I kapitlet fremgår det, at deltagerne i interviewene uanset alder har noget at sige om fænomenet mobning; også selvom ordet mobning ikke blev brugt, da de ældste deltagere i undersøgelsen gik i skole. Mobning bliver i kapitlet forstået som et historisk situeret fænomen og analyserne viser variabilitet i forståelsen af, hvad mobning er.

De personer, som er interviewet, anvender varierende tolkningsrammer og de erfarer og forstår derfor mobning på uensartede måder til forskellig tid. Kapitlet fremhæver social klasse og økonomi som en kraft med stor, eksplicit og accepteret betydning i forhold til udviklingen af mobbepraksisser i 1950'ernes skole.

Noget af det, der bliver slående i beretningerne fra de to epokers skoleliv, er, hvordan social klasse syntes at udgøre et selvfølgeligt udgangspunkt for gensidige evalueringer børnene imellem i 1950'ernes skole, og hvordan lærerne støttede denne evalueringspraksis.

Det betød, at mobbehandlinger, som var rettet nedad på den sociale rangstige, fra mere velstående børn modmindre velstående børn, blev opfattet som uafvendelige. Sådan var det bare, og de voksne greb ikke ind, normerne i skolen arbejdede
ikke imod - selvom enkelte elever af forskellige årsager alligevel kunne finde på at sætte ind med erklærede modstandsstrategier.
 
I 1990'ernes skole syntes det til gengæld ikke at være social klasse, der kunne legitimere mobbepraksisser. Ikke at social klasse og økonomiske muligheder ikke betød noget, men forståelsen hos de interviewede med erfaringer fra den periode betjente sig i højere grad af psykologiserende
forklaringsformer.

Når nogen mobbede, var det af misundelse eller for at kompensere for et mindreværd, kunne forklaringerne lyde. Med psykologiseringen opløstes også i nogen grad forståelsen af det uafvendelige i handlingen som fremstod centralt i beretningerne om 1950'ernes skolegang.