af Dorte Marie Søndergaard

I Lützen, Karin et al. (red.) På Kant med Historien. Museum Tusculanums Forlag: København. (160-195)

Hvordan skal man forstå det fænomen, at nogen mennesker, når de udsættes for overgreb, mobning, voldsom dominans eller andre nedværdigende og marginaliserende former for relationelle handlinger ser ud til at tøve med at benævne sig selv som ofre og med at søge hjælp udenfor den relation, der undertrykker dem? Hvad er det for alternative veje, der tilbyder sig som mere tilgængelige eller måske mere attraktive end vejen som erklæret offer? Disse spørgsmål rejses i denne artiklen, der diskuterer dynamikker og dilemmaer knyttet til det at blive positioneret eller at positionere sig som offer.

Gennem primært mobbecases, men også en voldtægtscase, ses offerpositionering som en meget modsætningsfyldt form for relationel bevægelse: på den ene side kan der i visse sammenhænge opnås rettigheder gennem brug af kategorien – hvis kategoriseringen anerkendes af autoriteter udenfor grupperingen – men på den anden side betyder en påkaldelse af kategorien også afkald på umiddelbart legitim adgang og tilhør til grupperingen.

Dermed fortabes også adgangen til at 'forhandle' deltagelsespræmisser som anerkendt insider i gruppen. Strategien med at benægte positionen som offer kan i den forstand rumme et håb om at opnå accept for deltagelse; ligesom håbet om adgangen til at påvirke eventuelle præmisser og ændring af præmisser kan være linket til et håb om genvindelse af værdighed, kompensation og reparation på et senere tidspunkt fra netop den gruppe af mennesker, der krænkede.

Artiklens ærinde er at nuancere forståelsen af offerpositionens dilemmaer, og åbne forståelser for det fænomen, at en del 'ofre' undviger offerkategoriseringen, hvad enten det er som selverkendelsesprojekt eller som svar på et eksplicit tilbud fra omgivelserne om det, omgivelserne forstår ved hjælp.