Mand

Vi viste godt, at det var forkert. Men 'hvor' forkert det var og hvor mange der egentligt var påvirket af det, kom først frem 7 år efter, vi var blevet studenter.

Det er historien om hvordan mobbeoffer og mobber hænger sammen hos en dreng, der prøver begge dele.

Jeg var indtil 3-4 klasse 'bedste venner' med en - lad os kalde ham Joachim.

Men der kom en tid, hvor jeg synes han var lidt kedelig. Måske var det derfor, at der kom en tredje ind i vores venskabs gruppe, Tobias. Min ide var så, at Tobias og jeg skulle være tættere venner på bekostning af Joachim. Men af en eller anden grund, blev det hurtigt Joachim og Tobias, der blev venner, og jeg blev lukket ude.

Gennem flere år bølgede det frem og tilbage med hensyn til, hvem der nu var venner - mest med mig på sidelinien. Det blev to 'godt gammeldags' mobbberi med tilråb i idrætstimeren fra øverste ribbe: 'tykke' (hvilket ikke var helt ved siden af). Men det blev desværre heller ikke bedre af, at jeg fandt trøst ved at lave pandekager sammen med hjemmehjælpen eller stjæle vingummier i Irma.

'Fattigrøv' blev et af mine modråb til en af dem, hvilket absolut ikke var rigtigt andet end ud fra et relativt udgangspunkt fra min familie. Og jeg glemmer aldrig da 'pigerne' i klassen som mest var med de andre, spurgte om hvad jeg så ville kalde 'den anden'. Og ud kom det af mig: 'Skilsmissebarn'. Det har jeg stadig dårlig samvittighed over.

I 7. klasse var jeg ret yt af den smarte gruppe og brugte derfor mere tid til skolearbejdet. Skiftede skole mellem 7. og 8.; ikke pga. mobning, men fordi den anden skole skulle være bedre og have gymnasium.

Her gik det fra starten OK, selv om jeg i den grad havde mistet en hel del af selvværdet (eller selvtilliden - er ikke helt sikker på forskellen). Og jeg tror, at den mangel på selvværd var afgørende for, at jeg selv blev mobber overfor en pige i klassen fra 8. og helt til 3. G.

Hun var meget uheldig, hvad angik udseende og kejtethed, og det nemmeste mobbeoffer. Mobberiet havde helt anden karakter end den, jeg selv havde været igennem, fordi hun aldrig var en del af gruppen. Hun blev kaldt de mest fjollede navne og fik et gok i hovedet, når det passede os. Det stod bagefter klart for mig, at det drejede sig om, at vi skulle vise os overfor hinanden.

Vi viste godt, at det var forkert. Men 'hvor' forkert det var og hvor mange der egentligt var påvirket af det, kom først frem 7 år efter vi var blevet studenter.

Vi var til re-union og havde egentligt en hyggelig første aften af en weekend, hvor én (som ikke havde været mobber) i festligt stemning og morsomt begyndte at spørge ud om, hvordan det nu gik til de enkelte.

Da spørgsmålet kom til en af de mere stille piger, og vi andre begyndte med:  'jo, kom nu fortæl', var der nogle stykker som sprang op og fortalte, hvordan deres år i gymnasiet havde været et helvede, fordi de havde været bange for, at de skulle blive ofre for vores mobberi.

Weekenden sluttede for mig den første aften, men efter tankerne om, hvad man havde gjort i forsøget på at få de andres anerkendelse består.