Kvinde 22 år

Det var som et konstant pres en uafbrudt kold mur af små bemærkninger, skæve blikke, hvisken og grinnen bag min ryg.
Jeg blev mobbet med, jeg var lærerens kæledægge, stræberen, den evigt bedrevidende, den grimme pige, buttet uden sans for mode.

Jeg blev mobbet fra 6.-8. klasse, mobningen stod kun på i skoletiden og på vej frem og tilbage til skole. Mobningen var især i timerne men også i frikvartererne. forløbet strakte sig fra 1997-2000 ca. 3 år det blev værre med årene; det holdt op da jeg tog på efterskole. 

Jeg fik rigtige venner, men frygten lå hele tiden lige under overfladen: " vil de også holde mig ude, kan de overhovedet lide mig?"

I dag er jeg 22 år og kæmper nu mere end nogensinde med følgerne af mobningen.

Det var som et konstant pres en uafbrudt kold mur af små bemærkninger, skæve blikke, hvisken og grinen bag min ryg.

Jeg husker, hvordan jeg næsten hver gang jeg rakte hånden op for at sige noget i klassen, og altid fik syrlige bemærkninger fra mine to mobbere en dreng og en pige. Eller de sendte små sedler med grimme ord.

Jeg husker alle de gange, der skulle vælges hold i idræt, der skulle laves grupper til gruppearbejde eller sovegrupper til lejrturen – så blev jeg valgt næstsidst (eller læreren tvang nogen til at være i gruppe med mig), lige efter hende der var fysisk handicappet og mentalt befandt sig to klassetrin under klassen niveau.

Jeg blev mobbet med, jeg var lærerens kæledægge, stræberen, den evigt bedrevidende, den grimme pige, buttet uden sans for mode iført andefodssko, og at jeg ikke ville deltage i "voksenlivet" med alkohol, fester og sminke. Jeg var meget bevidst om, at jeg ikke ville blive voksen endnu, at jeg ikke var klar.

Når jeg ser tilbage på det, ville jeg måske gerne have deltaget i de månedlige halballer (hele månedens samtaleemne i de store klasser) – hvis ikke jeg havde været så bange for, hvad mine forældre ville synes om det, og hvis jeg havde haft en invitation til en "for-fest"

Mine reaktioner

Jeg blev ked af det og græd, ofte sad jeg og græd direkte i timerne, hvor tårerne stille og roligt trillede ned af mine kinder.
Jeg brugte alle frikvarterer på skolebiblioteket i "sikkerhed" fra mine klassekammerater.

Jeg havde migræneanfald, dagligt næseblod – psykosomatiske symptomer, der blev udnyttet til at mobbe mig endnu mere. Hende der altid måtte gå ud af klassen med migræne, eller som fik næseblod ud over det hele var et oplagt offer – jeg var anderledes.

Jeg prøvede at knytte mig til nogle fra klassen over mig, der blev jeg delvist accepteret som en del af dem.
Jeg blev ved med at gå højt op i mit skolearbejde og altid lave det perfekt.

Jeg begyndte at skrive triste tankestrømme/digte ned
Jeg havde travlt hele ugen – gik til mindst én fritidsaktivitet hver dag (blokfløjte, sammenspil, badminton, kor, syning) nogle steder trivedes jeg, andre steder overlevede jeg.
Men jeg havde aldrig tid til at bekymre mig om, at jeg ikke havde nogen venner at være sammen med, og at jeg ikke vidste, hvordan man var sammen med venner når man var blevet for stor til at "lege sammen"

Omgivelsernes reaktioner

Min far og mor prøvede først at få læreren til at gribe ind – det hjalp absolut ikke! Derefter undersøgte vi (jeg var involveret i alt, et stort ansvar for en lille pige) om det var muligt at skifte skole, der var ikke umiddelbart nogle velfungerende klasser i nærheden på mit klassetrin, så jeg skiftede ikke klasse/skole.

Derefter var deres løsningsmulighed, at jeg kunne bliver skrevet op på en efterskole og starte der 3 år efter – det kunne jeg så vente på.

Mine lærere forsøgte først at hjælpe mig ved at fortælle klassen, at de skulle behandle mig bedre (det virkede stik modsat!). Derefter holdt de helt op med at forsøge noget – jeg var jo en dygtig elev, og jeg passede min skole til UG, så kunne det jo ikke være så slemt. Jeg begyndte også at arbejde på skolebiblioteket, hvor jeg stormede hen hvert eneste frikvarter, så måske så lærerne det ikke som så stort et problem mere.

Hvad betyder dine mobbeerfaringer for dig i dag?

Jeg er angst for "smarte" teenagere i 7.-10. klassealderen. Jeg kan ikke cykle forbi en skole, hvor eleverne holder frikvarter uden at få noget der ligner angstanfald. Jeg har et meget lavt selvværd og har svært ved at tro på mig selv

Jeg bliver let udnyttet af folk, jeg lader mig udnytte, måske fordi jeg ikke tror på mig selv

Jeg har en (mindre) fobi for undervisningssituationer i klasselokaler (hvilket ikke gør min videre uddannelse let).
Jeg har haft (jeg håber inderligt at den er ved at være ovre) en 3 år lang depression med alt, hvad det medfører af selvmordstanker og angstanfald.

Depressionen var til dels udløst af en skæv udvikling fra barn til voksen, samt et skævt forhold til min mor, som var et resultat af min dårlige sociale kontakt til jævnaldrene der førte til en meget tæt tilknytning til min dominerende mor.

I dag er jeg måske på vej videre efter en langvarig depression. Jeg starter på en videregående uddannelse om en måned, og hvis jeg kan få tæmmet angsten, er der store chancer for at jeg gennemføre. Det er ikke en uddannelse der svarer til mine faglige potentialer, men forhåbentlig er den en uddannelse jeg med min svære psykiske bagage har en realistisk chance for at gennemføre.

Jeg har på 4. år en fantastisk kæreste, som jeg netop er blevet gift med og jeg har et godt netværk af venner fra min efterskoletid.

Men mindreværdskomplekser og lavt selværd vil altid præge min hverdag, mange af mine potentialer bliver bremset af min svære skoletid. Mine relationer til andre mennesker vil for altid være hæmmet af frygten for, at også de skal falde mig i ryggen og hænge mig ud.

Jeg møder til stadighed situationer i mit liv, som jeg ikke er i stand til at tackle lige så godt som mine jævnaldrende – en del af min udvikling fra barn til voksen har ikke været optimal, og jeg vil nok altid reagere uhensigtsmæssigt i nogle situationer!