Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fra by til land

 

Fra by til land

Kvinde 48 år

Jeg tænker ofte på, om mobningen egentlig var en form for hævn. Fordi jeg var dygtig i skolen, mine søstre var dygtige, min far var skolens leder osv. osv., fordi "nogen" måske syntes jeg var privilegeret.

 

 

Min historie er ganske sikkert (og desværre)ikke på nogen som helst måde unik, men jeg føler alligevel vigtigheden af at formidle mine erfaringer. I virkeligheden kan man sige, at hvis jeg kan bidrage på mindste måde til at forhindre en enkelt mobning, så vil det være det hele værd.

For mig har 3½ års mobning haft afgørende betydning for mit liv langt, langt ind i voksenalderen. Og selv i skrivende stund hvor jeg nærmer mig de 48 år, har jeg reaktions- og tankemønstre som ganske givet skyldes de oplevelser. Mønstre som er hæmmende, begrænsende og på alle måder invaliderende for min kontakt til andre mennesker. Det er jo ganske tankevækkende at de ting, der fandt sted, da jeg var mellem 12 og 15 år gammel, har sat sig så dybe spor.

Begyndelsen

I det store og hele var jeg frem til engang i sjette klasse en populær pige. Jeg gik i en lille landsbyskole med omkring 90-100 elever fordelt på syv klasser, og i min egen klasse var vi kun 4 piger og 9 drenge.

Jeg var dygtig i skolen og klarede mig godt. Og det var vigtigt for mig at vise, hvor dygtig jeg var. Så min far, der var skolens leder, kunne være stolt af mig, og ikke mindst så jeg ikke skulle bringe skam over ham. Det var ikke noget, der blev sagt eksplicit, og faktisk er jeg ret overbevist om, at det er min egen opfindelse.

Men jeg følte meget, at jeg skulle opføre mig på en bestemt måde (ordentligt) og være dygtig i skolen, dels som nævnt for ikke at skuffe min far, dels fordi det også var vigtigt at vise eventuelle tvivlere, at jeg altså ikke kun fik gode karakterer, fordi min far var skoleleder.

Men i det store og hele gik det faktisk ok. Fordi vi var så få i klassen, var udvalget af legekammerater ikke særligt stort, og af en eller anden grund havde jeg valgt X til slyngveninde. Hun var ikke specielt godt begavet, og måske fordi hun havde ældre søstre, der efter den tids normer var "smarte", var hun toneangivende i klassen.

Så hun bestemte, hvem der var inde og hvem der var ude. Set i bagklogskabens lys valgte jeg jo fuldstændig forkert, da jeg valgte hende som min bedste veninde. Men det var for det første vel knap et bevidst valg, og jeg var da også sammen med de to andre piger i klassen fra tid til anden.

Min familie skilte sig noget ud, dels fordi vi var tilflyttere fra Kbh. (jeg var fire år, da vi kom), dels fordi mine søskende gik på gymnasiet og tog uddannelser. Flyttede til Århus og gik på universitet osv. – de er meget ældre end mig, så de var hurtigt væk, og i princippet voksede jeg fra 10-11 års alderen op som enebarn.

Mine forældre og specielt min mor havde svært ved at blive "integreret" i miljøet. Der er stor forskel på at være født i storbyen eller i en lille landsby på vestkysten. Alle talte vi jo på en anden måde, end de andre, selvom jeg i høj grad kopierede den lokale dialekt. D.v.s før selve mobningen satte ind, blev jeg også fra tid til anden drillet med min baggrund, mit efternavn, min familie osv. men det var nu ikke for noget rigtigt at regne.

Jeg tænker ofte på, om mobningen egentlig var en form for hævn. Fordi jeg var dygtig i skolen, mine søstre var dygtige, min far var skolens leder osv. osv., fordi "nogen" måske synes jeg var privilegeret. Aner det ikke, men det kunne jo være en grund.

Da vi var cirka midtvejs i sjette klasse, flyttede der nye mennesker til byen. Jeg tror faktisk også, de var tilflyttere fra Sjælland. I øvrigt var de rigtigt søde mennesker, fandt jeg senere ud af. De havde en datter, der startede i syvende klasse på skolen. Og hun blev hurtigt vældig interessant for skolen.

Hun var også en sød pige, tror jeg nok, jeg lærte hende aldrig rigtigt at kende. For det der var vigtigt, var at hun boede ganske tæt på min slyngveninde, og ret hurtigt var min slyngveninde så ikke min slyngveninde mere. Det er jo også en gammel historie, men det der måske er anderledes her, er, at det ikke var nok at skubbe mig ud i kulden. Jeg skulle også ned med nakken.

Alle disse piger i den kreds var meget tynde og ranglede. Og det var jeg så ikke. Jeg var ikke tyk eller overvægtig (på det tidspunkt), men jeg havde mere huld på kroppen end de andre, og det blev et problem. For ganske stille startede drillerierne. Drengene fulgte begivenhedernes gang lidt på afstand, men igen var det jo X, der var toneangivende, og hvis hun havde besluttet at noget var "not", så fulgte resten trop. Og det gjorde de så.

Fra cirka midt i sjette skoleår og frem til jeg gik ud af 2. real (som det hed dengang = 9. klasse) og startede i gymnasiet, blev jeg drillet dagligt. Flæskebjerg, bacon mountain, fede klump, dumme fedtklump, fedesen osv., osv., det findes vel stort set ikke den betegnelse, jeg gik glip af. Men det var ikke nok at kalde mig alle disse grimme ting.

Jeg fik også stort set dagligt at vide, at jeg var dum. At jeg var uintelligent. At ingen kunne lide mig. At ingen ønskede at være sammen med mig. Og så videre i den dur. Når jeg sagde noget i timerne, blev der kommenteret mere eller mindre lavmælt. Når jeg sagde noget forkert i timerne, blev der grinet højlydt. Hvis jeg på nogen måde stak hovedet frem, blev der omgående kvitteret med enten verbal eller fysisk handling.

Jeg har svært ved at beskrive enkelte situationer. Men nogle enkelte stikker alligevel ud. Eksempelvis da vi efter syvende klasse flyttede ind på kommunens "store" skole og startede i 1. real. Vi blev sat sammen med en klasse fra en anden lille skole, og jeg blev nok lidt smålun lige med det samme på en af drengene fra den klasse. Naivt nok havde jeg vist troet, at jeg skulle "starte på en frisk", når vi skiftede skole. At jeg kunne lægge de foregående års erfaringer bag mig. Men naturligvis blev min "hemmelighed" hurtigt offentlig, og jeg husker endnu hvor det sårede mig, da netop den dreng en dag sagde; "jeg har hørt, at de kaldte dig flæskebjerget ude på den anden skole, - hvorfor mon det". Hvorefter hele klassen hulkede af grin.

Og hvordan reagerede jeg så på det hele? Jeg blev naturligvis ked af det. Helt umanerligt ked af det. Faktisk græd jeg mig ofte i søvn, og egentlig kan det undre mig, at jeg ikke fik en decideret spiseforstyrrelse med i pakken. Men heldigvis er min appetit for god og naturlig til det! Til gengæld kan jeg slet ikke tælle det antal gange, hvor jeg har siddet og nevet mig selv i de deller, der jo efterhånden kom, og ønsket at jeg kunne skære dem væk med en kniv.

Jeg var en læsehest og nu, hvor jeg var ude i kulden, brugte jeg mange eftermiddage på at læse, - og spise et eller andet. Ofte kunne det blot være saftevand, som jeg drak i store mængder. Eller rugbrød med ost eller andet i den dur. Jeg kom ikke så meget omkring mere, fordi jeg mest var hjemme hos mig selv, så mit liv blev nok lidt stillesiddende. Og da puberteten samtidig var sat ind for fulde omdrejninger, blev jeg ramt af "hvalpefedtets" svøbe. Jeg blev buttet. Og det blev da også bemærket. Og kommenteret. Af mine såkaldte klassekammerater.

Så indeni var jeg altså rigtigt ked af det. Men udenpå var jeg hård som sten. Det var i løbet af disse år, at jeg lærte at opbygge en facade, der viste verden en overlegen, arrogant, selvtilstrækkelig pige, der overhovedet ikke interesserede sig for, hvad andre mente og sagde om hende. En pige der var sig selv nok og ikke interesserede sig for andre mennesker. En pige, der helt lod være med at kontakte andre uopfordret. En pige, der i gruppesammenhænge holdt helt, helt lav profil og gjorde sit
bedste for ikke at blive bemærket. En pige, der overhovedet ikke forventede at blive inviteret indenfor. En pige, der tilsyneladende var godt tilfreds med bare at være sig selv. Time efter time. Dag efter dag. Aften efter aften.

Jeg blev en person, der ikke forventede andet end forræderi fra andres side. Gentagne gange blev jeg inviteret (lokket) ind i varmen for blot efterfølgende at blive grinet ud, fordi jeg latterligt nok troede på, at de nu igen ville være sammen med mig. Hemmeligheder blev lokket ud af mig i al fortrolighed, hvorefter de blev udleveret til hele flokken, og jeg igen blev gjort til grin, ydmyget og latterliggjort. Jeg lærte ikke at stole på nogens gode hensigter, og jeg lærte at ingen kunne have lyst til at være sammen med mig bare, fordi jeg var den, jeg var.

Hvor var de voksne?

Ikke på et eneste tidspunkt i løbet af de cirka tre et halvt år, var der en voksen, der talte med mig om mobningen. Jeg må gå ud fra, at alle har vidst, hvad der foregik. I lang tid troede jeg, at det var hemmeligt, og det var jeg godt tilfreds med, fordi jeg var flov over det.

På mange måder var det jo ikke den datter, der på fremragende vis repræsenterede sin far ved at være dygtig og perfekt. Og jeg følte også, at det var pinligt selv at skulle henlede opmærksomheden på, at jeg var tyk og derfor blev drillet. Jeg havde ikke selv lyst til at fortælle nogen om det. Så jeg gik ret stille med dørene.

Jeg husker det som om, at jeg ind i mellem har klaget lidt til min mor over at blive drillet, men faktisk tror jeg i virkeligheden, det ligger tilbage i tiden før mobningen begyndt. Og at det har været smådrillerier i skolen, som hun da også reagerede på ved at sige, jeg bare skulle lade som ingenting. Og at det jo bare var, fordi de andre var dumme!

Men ved en speciel lejlighed blev jeg opmærksom på, at mobberiet ikke var en hemmelighed. At det måske tværtimod var noget, som "man" talte om i de voksne kredse og andre steder. Og den ydmygelse var næsten ikke til at bære. En af lærerne i skolen boede ganske tæt på os ved siden af skolen. Vi boede meget idyllisk midt i skoven og rundt om skolen lå så tre lærerboliger og en pedelbolig.

Men altså den her lærer havde en nevø, som ind i mellem kom på besøg. Han var cirka på min alder, og jeg husker blot, at vi ind i mellem legede lidt sammen, når han var hos dem. En nytårsaften da jeg gik i syvende klasse, var han på besøg. Min grønlandske plejesøster og jeg var ude og affyre nytårskrudt, og hørte ham komme ud. Jeg husker ikke præcist, hvordan ordene faldt. Vi har måske sagt et eller andet til ham, - i sjov eller noget. Men jeg husker tydeligt den sætning, der viste med al ønskelig tydelighed, at han vidste og de vidste, og at dermed sikkert alle vidste, hvad der foregik.

For han sagde noget i retning af; "nå, er det den tykke Birthe, der kommer der". Jeg husker bare, hvor lammende det var. Hvordan jeg skyndte mig ind og var dybt ulykkelig. Jeg følte mig så ydmyget, fordi han, som jo ellers var en fremmed, også vidste hvad der foregik. Så nu var der slet ikke noget helle nogen steder, og jeg var klar over, at alle vidste hvad der foregik.

Men det der er interessant er jo så, at ingen prøvede at gribe ind. At ingen overhovedet talte med mig om det. Set nu med den voksnes blik, er det jo nærmest et overgreb og helt uhørt, at et barn (en teenager) selv skulle bære rundt på den hemmelighed. En ting er, at selve mobningen måske ikke ville kunne standses, men jeg forstår stadig ikke, at ingen overhovedet talte med mig om det.

Det var der på vejen nytårsaften, jeg for alvor blev klar over, at det var i orden, at jeg blev mobbet. At der var retfærdighed i det, fordi de jo havde ret, - mobberne. At jeg i virkeligheden selv var skyld i det, fordi jeg var så tyk, fed, dum, grim og aldeles forfærdelig utiltrækkende.

Efter mobningen

I løbet af mit niende skoleår smed jeg stille og roligt hvalpefedtet og blev vel egentlig ret slank. Udvendig. For indvendig var jeg stadig tyk, grim, uattraktiv og dum. Så selv om jeg faktisk fik en dejlig kæreste (genboens 3 år ældre søn) i sommeren, før jeg startede i gymnasiet og vel egentlig burde have følt mig ovenpå, var jeg stadig lige usikker indeni.

Og jeg vidste jo, at hans bror (som var en tidligere klassekammerat) og de andre i kredsen omkring os vidste, hvad der var gået for sig i årene inden. Og
dybest set var det også sandsynligt, at han vidste det, - ikke at vi nogensinde har talt om det, for jeg er først i de senere år nået dertil, hvor jeg faktisk kan tale om det. Men han må have vidst det.

Gennem mine gymnasieår fulgte usikkerheden mig som en trofast følgesvend. Men på ydersiden var jeg jo stadig den samme overlegne og arrogante pige med styr på det hele. Det var da også noget af det, jeg fik at vide af mine klassekammerater efterhånden, som jeg lærte et par stykker lidt bedre at kende. At de havde syntes, jeg var overlegen og arrogant i begyndelsen.

Hele mit liv igennem og stadig i dag har jeg et fuldstændigt forvrænget forhold til min krop. Uanset at jeg ikke er overvægtig og aldrig har været det, føler jeg mig tyk, og hvis samtalen falder på overvægt, er jeg overbevist om, at alle tænker på mig. Jeg har også hele livet igennem haft svært ved det sociale.

Ofte har jeg fundet en enkelt ven eller to, som jeg så har knyttet mig tæt til. Ved sociale begivenheder holder jeg mig tilbage, er nervøs og bliver ofte stadig fuldstændig ude af stand til at kommunikere. Jeg føler ikke, jeg er interessant nok til at nogen kunne ønske frivilligt at tale med mig, og jeg tør ikke kontakte andre af samme grund.

Senest blev jeg til et jubilæum på mit gamle institut på universitetet meget berørt, da det gik op for mig, hvor invaliderende min adfærd har været bl.a. for min tid der. Jeg har kun en enkelt "gammel" studiekammerat, som jeg stadig ser og taler med, og den eftermiddag/aften blev jeg klar over, at de andre egentlig ikke har noget forhold til mig fra den tid. Formentlig fordi jeg holdt så lav profil, men sikkert også fordi jeg den gang udstrålede arrogance, selvtilstrækkelighed osv. osv. Jeg tog ikke selv kontakt til nogen og lærte sådan set kun dem at kende, som jeg var sat i gruppe med fra begyndelsen.

Eksempelvis husker jeg fra bifag, hvordan vi skulle skrive en semesteropgave i grupper, og gruppedannelsen skulle finde sted i forbindelse med en weekendtur for hele årgangen. Jeg vovede ikke at kontakte nogen, var sikker på afvisning, og endte med at sidde i gruppe med et par andre piger, som sikkert har haft det nogenlunde ligesom jeg selv.

I dag som temmelig voksen (snart 48) hæmmer det mig stadig socialt. Jeg deltager kun nødtvungent i selskabelige arrangementer, hvor jeg ikke kender flertallet, og undgår eksempelvis arrangementer på min mands arbejde af samme grund. Jeg har været igennem et hav af terapiforløb og arbejder jo også selv kontinuerligt med min personlige udvikling. På mange måder sætter jeg mig ud over mine følelser, der hvor jeg skal og tilpasser mig så vidt muligt i alle sammenhænge.

Men selvom jeg kan se rationelt og med helikopterperspektiv på hele forløbet, hæmmes jeg stadig i min omgang med andre mennesker. Jeg frygter at ringe til nogen uopfordret, jeg inviterer ikke folk (starter nye venskaber) uopfordret. Jeg opfattes ofte som arrogant og overlegen. Min vennekreds er uhyre lille. Faktisk har jeg vel kun 2-3 veninder, der er "mine". Resten er min mands omgangskreds.

Alder

Med den alder jeg har nu, har jeg efterhånden opgivet håbet om helt at slippe fortiden. Ikke at jeg hager mig fast i den på nogen måde. Og jeg arbejder da også hele tiden på at sætte mig ud over følelser og reaktionsmønstre, men egentlig har jeg mistet troen på, at jeg helt kan slippe fri af de reaktioner og følelser, som har hæmmet mig hele livet indtil nu.

I virkeligheden er måske min alder, der hjælper mig mest! For efterhånden som jeg er blevet ældre, er der mange ting, der er blevet lettere. Og heldigvis har jeg en mand, som støtter mig, og som jeg taler med (som den eneste) om disse ting. Og jeg har to dejlige sønner, som også godt ved at deres mor blev mobbet i sin barndom, og som netop derfor er fantastisk gode, sociale klassekammerater med blik for de svage i klassen.

Mit mål lige nu – som er lidt usikkert og "farligt" endnu, - men som skal være det næste, er at begynde at tale med andre om det. At fortælle det til omgangskredsen. Ikke som en stor begivenhed, men ganske enkelt at lade mine oplevelser komme andre til gode. Og samtidig måske selv stille og roligt slippe skammen og ydmygelsen. Som stadig ligger dybt i mig.