Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Abstract-speciale-Christoffersen-2009-1

 

 

Kampen om Positionerne - om mobning blandt skolebørn

af Ditte Dalum Christoffersen

Kandidatspeciale ved eksamen i pædagogisk psykologi. DPU, Aarhus Universitet, 2009 

Det empiriske grundlag for analyserne består at kvalitative interview med børn i en 5 klasse samt observationer. Der er tegninger af børnene fra klassen repræsenteret løbende i specialet.

Det overordnede emne i specialet er at undersøge hvordan mobning konstrueres og konstitueret mellem børnene i klassen. Der bliver set på enkelte elevers tilblivelsesprocesser i relationer til de øvrige klassekammerater.

Ambitionen er at udfordre dominerende diskurser om mobning og undersøge det processuelle aspekt i mobbesituationer, for dernæst at se på hvordan dette har betydning for hvordan mobning etableres og kommer til udtryk.

Det teoretiske blik og analysestrategi er funderet inden for en socialkonstruktionistisk teoretisk ramme. De metodiske overvejelser er i den sammenhæng interaktionistiske og inddrager blikke på forskerposition.

Der er i specialet trukket på teoretikere som blandt andre; Dorte Marie Søndergaard, Bronwyn Davies, Barnet Pearce, Kenneth Gergen, Dorthe Staunæs, Niels Åkerstrøm Andersen, Jette Kofoed, Margaretha Jærvinen mfl. 

Teoretiske begreber som subjektivering, magt, diskurser, første og andethed anvendes som grundlag for analyserne. Grundet en teoretisk problematik er systemteoretikeren Gregory Batesons begreb om parakommunikation, tilføjet, for at komme tættere på de kropslige udtryk bag ordene.

Analysen indeholder bla. bud på nuancer i og brud på mobbekonstruktioner i forhold til diskursive og selvfølgelige beretninger om fænomenet. Dette ses både i forhold til børnenes levede oplevelser med hinanden og deres generelle forståelser af begrebet.

Derudover ses på tre forskellige måder at indtage offerpositioner på via tre forskellige børn. Gennem magtpositioner og udpegninger i forhold til forhandlinger af social virkelighed, ses på hvem der er inde, og hvem der er ude, og hvem der i kraft af komplicerede magtpositioner er i stand til at udpege det. Der ses på hvad der mobbes med, for eksempel tøj og tilbehør, og hvordan det gøres gennem eksempelvis latter.

Slutteligt inddrages et blik ind i klassen et år efter at undersøgelserne foregik.  Dette for at vise positionernes bevægelser og kompleksitet i forhold til faste forståelser af hvordan særlige børn indtager særlige kategorier.