Kvinde 36 år

I frikvartererne kunne mobberne finde på at stå i en kreds rundt om mig uden at sige noget. Hvis jeg tog et skridt til højre, gjorde de det også, og jeg kunne ikke komme ud af deres kreds. Nogle gange råbte de – andre gange var de stille – og gårdvagterne så det, syntes det var en sær leg, men greb ikke ind.

Introduktion om erindringer

Den her historie er jo ikke en beretning om, hvordan det præcis var at være mobbeoffer – det kan det aldrig blive. Det er den erindring der er tilbage – set fra der hvor jeg står nu.
Jeg er i dag 36 år gammel, jeg er gift med verdens bedste mand, jeg har masser af gode venner og veninder, jeg har et godt netværk af dygtige kolleger, jeg bygger en spændende selvstændig virksomhed op sammen med nogle utrolig dygtige mennesker og jeg har verdens bedste kunder. Jeg er fagligt i konstant udvikling – og jeg har frem for alt en dejlig hverdag.
Men jeg har ingen børn – og måske skyldes det også den her historie – altså at jeg ikke synes barndommen egentlig er noget at råbe hurra for, og at jeg ikke er sikker på, at voksne i virkeligheden kan beskytte børn mod de farligste aspekter af barndommen? I hver tilfælde tror jeg, at hvis jeg får børn, så vil jeg være bange for, at de skal blive mobbet.
Mobning er nemlig ikke noget man glemmer. Mens det står på er det som at være spærret inde i et mareridt – og når man vågner om morgenen er det allerværste, at man ved, at nu starter mareridtet for alvor. Sådan var mit liv fra jeg var ca. 6 år til jeg var ca. 10 år– det var muligvis ikke særligt længe, men det kom til at fylde rigtig meget i mit liv.

Barndommen

Jeg kunne ikke lide at være barn. Jeg synes ikke, jeg har nogen erindring om skønne, lange sommerdage – jeg har i dag heller ingen barndomsvenner, som jeg har kendt hele livet - og jeg kan heller ikke påstå, at ordet og begrebet "folkeskolen"  nogensinde bliver et sted, jeg omtaler med respekt.
Min familie kunne jeg lide, og jeg havde dejlige fødselsdage derhjemme om morgenen og gode juleaftner, og der var masser af helt almindelige ting i mit liv – men indover det hele lå der en hinde af angst for, hvad den næste ydmygelse mon ville være.
Det startede ellers så godt. Jeg blev født. Voksede i de første 5 år op omgivet af fantastisk familie – mine forældre som aldrig fik flere børn end mig, min mormor og morfar som var de bedste mennesker i verden for en lille pige i en stor kold verden – og Merete som var leder i børnehaven og den rareste pædagog nogensinde.

I børnehaven var jeg vist ikke anderledes – eller også var der bare ingen der lagde mærke til det. De første 5-6 år af mit liv var jeg elsket, jeg var normal, jeg legede med dukker og jeg tegnede og jeg kunne godt lide sådan nogle plastik-figurer, man kunne sætte fast på en plastik-baggrund og flytte rundt med – jeg havde blandt andet en zoologisk have.

Vi flyttede væk fra en stor by på Sjælland, hvor vi boede i en lille lejlighed omgivet af gode venner i de andre lejligheder og lige rundt om hjørnet fra børnehaven.

Vi flyttede ud til en lille forstadsby– en helt igennem ligegyldig lille klat af en by. Vi boede i et rækkehus helt magen til de andre 100 rækkehuse i bebyggelsen og jeg kom ud af børnehaven og ind i en dagpleje, som jeg ikke kunne fordrage, fordi kvindemennesket forsøgte at forgive mig ved at fodre mig med 3-stjernet salami (og jeg spiser stadig ikke spegepølse).

Senere skiftede jeg dagplejemor og havnede hos en kvinde, som jeg holdt utrolig meget af – og som blev et anker i det stormfyldte hav.

Skolestart

I 1976 startede jeg i skolen. Børnehaveklassen foregik på en lille skole – den tidligere landsbyskole – og jeg følte mig fra starten ikke som en del af fællesskabet. Jeg var nok temmelig selvsikker som barn. Jeg var fyldt med kærlighed og overbevist om, at mennesker omkring mig kunne lide mig og mine forældre var i mine øjne de bedste voksne i verden – og min mormor var meget tæt på at være endnu bedre. Jeg stolede på andre mennesker, jeg var tillidsfuld. Jeg stolede især på voksne mennesker og på lærerne.

Jeg havde glædet mig meget til at komme i skole og blive større og lære noget. Mine forældres forberedelse havde mest bestået i at fortælle mig, at det ville blive dejligt at lære at læse selv og at få nye venner.

At en hel del af de andre børn havde en noget andet indstilling, opdagede jeg hurtigt. De mente at skolen var forfærdelig og ikke skulle tages alvorligt - og en gruppe af børnene mente, de skulle stille spørgsmålstegn ved lærernes autoritet i en uendelighed.

Jeg blev hurtigt bange for de andre børn. Jeg forstod ikke deres tilgang til verden. Jeg var ikke enig, men jeg var på den anden side heller ikke i en position, hvor jeg kunne forklare dem, at de tog fejl – og jeg opdagede hurtigt, at de ikke kunne lide mig. Fordi jeg ræsonerede anderledes end dem, og fordi jeg socialt ikke var ret god til at læse verden omkring mig. Jeg var et dydsmønster, fordi alt hvad vi lærte faldt mig let, og fordi jeg var der for at lære noget i en fart og blive større og dygtigere.

Jeg kedede mig stort set altid gudsjammerligt i skolen – og jeg var skuffet over at lærerne var så passive, ligeglade med deres fag – og fandt sig i at eleverne var støjende og ligeglade med undervisningen. Skolen var kort sagt en stor skuffelse for mig.
Jeg vil gerne medgive, at jeg ikke havde sociale evner. Jeg var med garanti ikke ret god til at tage initiativ til leg – og jeg var heller ikke hverken meget venlig – eller god til at lyve om mine interesser.

Jeg var fuldstændig ligeglad med farven på hårspænder og gymnastikdragter med skørt. Jeg HADEDE idræt, og det blev kun værre i årene der fulgte. Jeg tog det tøj på min mor lagde frem – jeg var ligeglad med tøj – det interesserede mig ikke – et område hvor jeg senere i livet har taget revanche.

Jeg havde briller som barn. Og de var ikke smukke, selv om min mor gjorde hvad hun kunne for at vælge nogle der var pæne – i 1977 var der bare ikke noget ret stort udvalg. Jeg var sådan set ligeglad, hvordan mine briller så ud, bare de sad ordentligt, og bare jeg kunne læse.

Jeg var også buttet som barn. Ikke tyk – det troede jeg ellers i mange år fordi jeg blev drillet - men billederne viser med al tydelighed, at jeg allerhøjst vejede et par kilo for meget.
Men det værste var, at jeg var følsom. Jeg græd som pisket, når jeg blev drillet. Jeg blev meget, meget ked af det og ulykkelig, når de andre børn kaldte mig øgenavne eller holdt mig udenfor og jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle gøre ved det. Jeg havde ingen strategier for at blive mere populær. I starten forsøgte jeg at sige det til en voksen. Jeg havde det naive håb, at en voksen ville gribe ind og "gøre noget" – og jeg var længe overrasket over, at de voksne faktisk ikke gjorde noget som helst.

Jeg havde briller, jeg gik ikke op i smart tøj, jeg var lidt mere rund end de andre, jeg læste mine lektier uden at brokke mig og jeg græd, når jeg blev drillet. Jeg stolede på de voksne og manglede strategier for at skabe netværk. Det var det, der skulle til for at de andre børn mobbede mig i tæt ved 4 år.

Mobbeepisoderne

Mobningen havde flere former. Jeg blev især holdt udenfor. Jeg blev ikke inviteret med ind i legen og hvis jeg spurgte om jeg måtte være med, så måtte jeg ikke. Jeg blev ignoreret, overset, forbigået og hvis jeg havde kunnet nøjes med det, havde det nok været fint. Men indimellem skulle jeg også mærke, at jeg var udenfor. Jeg blev kaldt tykbolle og grimme og brilleabe, og jeg blev forfulgt på vej til skole og på vej hjem fra skole og i frikvartererne – og når som helst jeg var i mobbernes synsfelt. Og jeg blev ked af det hver gang. Ked af det, trist, nedbøjet og jeg begyndte at føle, at det var mig, den var gal med. Jeg begyndte også at være bange for andre børn og at have meget ondt i maven konstant.

I frikvartererne kunne mobberne finde på at stå i en kreds rundt om mig uden at sige noget. Hvis jeg tog et skridt til højre, gjorde de det også, og jeg kunne ikke komme ud af deres kreds. Nogle gange råbte de – andre gange var de stille – og gårdvagterne så det, synes det var en sær leg, men greb ikke ind.
På vej hjem fra skole blev jeg truet med tæsk. Det hændte også at jeg blev slået, men ikke ret ofte – det var mere sådan noget med at de tog min cykel og kørte væk fra mig med den – og efterlod den punkteret. Og evig og altid råbte de efter mig og lod mig vide, at de ikke kunne lide mig. De var ondskabsfulde, de synes det var sjovt, at jeg græd og at jeg var så blød.

Der var forskel på pigerne og drengene. Pigerne var ondskabsfulde ved at danne kliker og holde mig udenfor. De sagde underlige ting til mig, de hviskede og tiskede og ignorerede mig. De mødtes og legede efter skole, de holdt fødselsdage uden mig og når jeg var inviteret med til fødselsdage, for der var mange der mente alle skulle med, så var jeg heller ikke rigtig med alligevel.

Jeg var så misundelig på dem, der havde veninder, og jeg forsøgte virkelig at få en veninde, men selv de børn der ikke var smarte og med i kliker ville ikke lege med mig. Jeg gav efterhånden op. Isolationen var hård – hvis jeg nærmede mig gik de et andet sted hen eller bad mig gå væk.

Drengene var anderledes voldsomme. De råbte og skreg og løb efter mig og stjal min cykel og punkterede den og truede mig med, at jeg kunne få nogle bank, hvis jeg ikke holdt op med at være så grim.

Jeg fik på et tidspunkt en legekammerat på vejen som gik på en anden skole, og det var rart, men det varede ikke længe før børn fra min skole fik forklaret hende, at det ikke var så smart at lege med mig. Heldigvis holdt hun periodisk ved – vi gik til spejder sammen, og jeg havde gode timer med hende.
De slog mig ikke – det var mere sådan en slags psykisk terror og jeg aner den dag i dag ikke, hvor voldsomt det reelt var – og hvor meget der blev bygget op på min inderside på grund af min angst og fordi jeg forsøgte at undgå konfrontationerne selv (og altså holdt op med at forsøge at komme ind i varmen). Men jeg ved at følelsen af total isolation var meget ubehagelig, og at jeg ikke forstod hvad der foregår – jeg følte bare en masse ubehag og angst.

Jeg har læst et sted, at børn som er intelligente (kan læse og skrive tidligt) ofte ikke er socialt færdigudviklede, og det tror jeg passer godt på mig.

Familien

Mine forældre var gode forældre, men de så mig ikke ret meget da jeg var barn. Måske fordi de havde travlt, og måske også fordi de også i nogle år, mens jeg var lille, havde problemer indbyrdes, som fyldte meget i deres liv.

Min mor var som ganske ung psykisk syg (depressiv) og brugte en del tid i 70'erne på selvudvikling og på at udvikle sig fagligt og personligt for at løsrive sig fra den prædefinerede kvinderolle. Min mormor var en meget traditionel husmoder, og min morfar var en tyrannisk patriark (ikke noget jeg selv oplevede. Overfor mig var han fantastisk, han fornemmede hurtigt min intelligens, og vi var gode venner indtil han døde da jeg var 11 år) .

Min mors selvudvikling reddede hende formodentligt fra et kedeligt liv og gjorde hende til den fantastiske person, hun er i dag – men jeg tror også det havde den betydning for min barndom, at vi ikke var så tætte. Derudover er min mor formodentlig også et mere privat menneske end de fleste – noget som til dels har smittet mig – jeg har heller ikke ret mange mennesker omkring mig, som ved hvordan jeg egentlig har det.

Min far er adoptiv-barn og min farmor og farfar var ikke gode adoptivforældre. Min far var (og er) generelt meget umoden – sikkert fordi hans ungdoms-liv var meget præget af, at han var adopteret, boede lange perioder på børnehjem  og havde dårlige oplevelser med familie og forskelsbehandling, og en mor der var meget dominerende og ukærlig. Han var flink og kærlig og god ved mig, men han have ikke overskud til at se mig som individ og hans reaktioner på modgang var (og er) surhed og indelukkethed – ikke samtale og dialog og konstruktiv problemløsning.

Mine forældre var enige om at være meget pylrede. De gjorde det selvfølgelig i en god mening, og fordi de ikke vidste, hvordan de ellers skulle kanalisere alle deres store følelser og bekymringer for mig hen, men de skræmte mig fra vid og sand ved at fortælle mig, at det var farligt at klatre i træer og at balancere på høje ting og at cykle. Jeg tror nogle voksne ikke forstår, at når de viser, de er bange for noget, så bliver børn helt utrolig bange – for når ens forældre frygter noget, så må det være virkelig, virkelig farligt?

Mine forældre reagerede på, at jeg blev drillet med, at jeg var tyk ved at forsøge at tvinge mig til at gå til sport. Jeg blev meldt til håndbold og gymnastik og jeg hadede begge dele inderligt.  Jeg var ikke god til noget af det. Lugten af plastsokker gav mig kvalme, og jeg synes ærlig talt det var kedeligt at spæne rundt og forsøge at undgå at få en bold i hovedet, når man havde briller og var bange for at slå sig, og når man kunne blive klogere af at læse en bog?

Når jeg blev drillet med at jeg ikke var smart, overreagerede min mor ved at købe det smarteste modetøj til mig, så jeg stod og skinnede i mit nye tøj, og var præcis ligeså anderledes og mærkelig som før – nu bare for smart – i stedet for for sart.
Men jeg elskede mine forældre og var aldrig i tvivl om, at det var gengældt. Især min mor gav mig ro og tryghed og kærlighed og nærvær i en tid, der var meget svær for mig. Jeg husker de mange gode eftermiddage i sofaen, hvor jeg egentlig bare sad tæt på hende og kunne høre hendes mave eller hendes hjerte slå. Jeg forsvandt ind i den nærhed og har sikkert været en omklamrende belastning, fordi mit behov for ro og for at være ok var umætteligt – formodentlig som kompensation for de hårde, lange, ondskabsfulde skoledage.

Et andet helle var min mormor og morfar. Jeg elskede dem begge to helt afsindigt og jeg kunne langt op i 20erne ikke forestille mig et liv uden min mormor. I modsætning til min mor så problematiserede min mormor mig aldrig. Hun elskede mig uden forbehold. Hun havde ikke forbedringsforslag eller ideer til, hvordan jeg kunne få venner, hun prøvede ikke at ændre mig. Hun så i stedet en masse talent og en masse kærlighed og så lærte hun mig at sy og strikke og hækle og brodere, og hun elskede mig for alt, hvad jeg gjorde – uden at forvente andet til gengæld end kærlighed. Jeg tilbragte en stor del af min barndom i den grønne sofa med at nørkle med garn og stof – eller med at læse bøger, spise mormors fantastiske kager og frikadeller. (Jeg tuder mens jeg skriver det her afsnit, for min mormor var det bedste menneske i mit liv.

Hun døde i år 2000 og det er stadig 6 år efter et savn, at hun er væk. Jeg talte med min mormor om alt – og hun foregav aldrig at kende svarene – hun lyttede og forstod og gav sin højre arm for at mildne og skabe tryghed. Min morfar som stadig levede, mens jeg var lille var også mit et og alt. Han vidste alt, han læste højt for mig, og han var imponeret over alt, hvad jeg gjorde og sagde. Der stod en respekt om ham – men det var hos min mormor jeg fandt den blødhed og den ro, der fik verden udenfor til at tone ned.

Hvordan min mor reddede mig

Mine forældre var ulykkelige over situationen. Jeg talte med dem om mine problemer, men forsøgte også at sikre at de ikke blev for urolige (jeg tror, jeg fornemmede at der var andre ting der skabte uro – min mors arbejde med psykisk syge, skiftende arbejdstider og min fars hårde arbejde som smed og hans drukture med kollegerne og hans barnlige måde at forholde sig til virkeligheden på, deres skænderier og på et tidspunkt vist også noget utroskab). Så jeg kunne have mavepine temmelig længe uden at sige noget om konkrete episoder eller uden at tale om den generelle frygt der prægede mine dage. Jeg husker det som at jeg var meget modløs og stresset – fordi jeg virkelig ikke havde nogle strategier for at forbedre min situation og fordi min verden skred sammen, da jeg for første gang oplevede at mine forældre ikke kunne redde mig – og at voksne ikke havde nogen autoritet.

Mine forældre og min mor især gik til skolen og klasselæreren, og hun forsøgte at tage problemet op på forældremøder, men ingen ville erkende problemet. Klasselæreren som – for nu at tale lige ud af posen - var totalt uden pædagogisk sans og i mine øjne aldrig kan blive andet end en rigtig møgkælling – fortalte min mor at 20 børn ikke kunne tage fejl – hvis jeg blev drillet var det formodentlig fordi, jeg var underlig. Hun fortalte også min mor, at det var nyttesløst at flytte skole, for "nissen flytter med".
De andre forældre valgte – med støtte fra klasselæreren – at ignorere problemet og for mig blev livet bare mere og mere håbløst.

Jeg følte mig totalt isoleret og jeg blev mere og mere elendig til at have social kontakt med andre børn – fordi jeg bare vidste at de ville hade mig ligemeget hvad. De børn jeg legede med derhjemme var enten retarderede (ja, jeg er seriøs – jeg legede med en døv pige i fritidsklubben, og med en dreng der var udviklingshæmmet på vejen – ingenting galt med det – bare meget, meget lav status i det onde hierarki der eksisterer mellem børn der er dårligt opdraget) eller også var de meget yngre end jeg.

Da vi nåede 3. Klasse besluttede jeg mig (som 9-årig) for at begå selvmord. Jeg er i dag ikke helt klar over, hvor jeg vidste det fra, at man kunne hænge sig, men jeg bestemte mig for at købe et reb og hænge mig i vores fyrkælder (som var en slags udvidet skab under vores trappe til første sal i det lille rækkehus). Jeg havde dog åndsnærværelse nok til at underrette min mor om planen om morgenen, inden jeg skulle i skole – og jeg tror min udlægning var noget i retning af, at hvis hun tvang mig i skole så meget som en dag længere, så ville jeg foretrække at dø – og at jeg ville savne både hende og far og mormor og morfar, men jeg kunne bare ikke klare mere.
Jeg græd meget, utrøsteligt meget (noget jeg ellers ikke gjorde ret tit derhjemme) og jeg husker at min mor bare sagde, at jeg ikke skulle være ked af det mere – jeg skulle aldrig derhen mere, og hun skulle nok bare blive hjemme og undervise mig selv, hvis det ikke kunne løses anderledes. Hun lovede mig på stedet, at jeg ikke skulle i skole mere – og som jeg husker det, holdt hun det løfte.

Hun har senere fortalt, at hun gennem årene godt så,  hvordan jeg ændrede mig fra at være en glad lille pige til at blive en indadvendt, trist og meget aggressiv person.  Jeg husker ikke selv aggressiviteten før senere, men jeg tror, hun har ret i, at jeg var i gang med at hærde mig selv. Jeg kan huske, at jeg holdt op med at læse lektier og lod være med at følge med i timerne -  at jeg begyndte at lade som om, jeg var dum især til matematik, fordi det eneste der gav respekt i den klasse jeg gik i, var at pjække og at være dårlig i skolen og at sige lærerne imod og lave ballade.

Min meddelelse den morgen greb min mor om hjertet og fik hende til at se, at hun var nødt til at gøre noget – selv om hun faktisk havde opgivet. Sagen var nemlig den, at i 1979 kunne man ikke bare skifte skole.

Jeg havde været til skolepsykolog (og kigget på farveklatter og forklaret at de lignede sommerfugle). Min mor var kun gået med til at jeg gik derhen på den betingelse, at der ikke blev optaget journal. Hun var rasende over, at sagen blev gjort til, at der var noget galt med mig – og lettet da psykologen sagde, at jeg var et helt almindeligt barn, begavet over middel og meget, meget ked af det, fordi jeg blev drillet.

Den tåbelige skole ville på den baggrund ikke anbefale skoleskift. Der var jo ikke noget galt – og så kunne jeg ikke komme i en anden folkeskole. Alternativet var så en privatskole, men sådan nogle har lange ventelister, og da mine forældre første gang ringede til privatskolen var beskeden, at der ville være plads i 6. eller 7. Klasse (altså om 2-3 år). Min far kom så i tanke om, at vi er katolikker – takket være hans adoptivforældre, som ellers aldrig har været mig til nogen særlig nytte – og da han ringede og gav dem den oplysning var der pludselig en mulighed for, at jeg kunne starte i  4. klasse efter sommerferien.

Den nye skole og det nye hus

Jeg var ved at dø, da jeg skulle starte i den nye skole. Jeg var så bange for de nye børn, for lærerne, for busturen derind – for alt. Jeg fik meget hurtigt aftalt med mine forældre, at jeg ikke gik i fritidshjem om eftermiddagen, jeg gik i stedet hjem til mormor og morfar, og så hentede min far mig på vej hjem fra arbejdet. Det var stress nok for mig, at skulle forholde mig til de andre børn i skolen – efter skolen ville jeg gerne bare være blandt rare mennesker.

Min nye skole var radikalt anderledes end den gamle. Stoffet var meget sværere stof. Vi skrev tyske stile og lavede diktat og blækregning, som om vi gik i 7. klasse. Lærerne stod der respekt om – ikke fordi de var onde, men fordi det var dem, der vidste noget - og fordi de bestemte en hel masse – herunder lektier og hvem der skulle op til tavlen, og hvad der skulle foregå i timen. Der var ikke tale om despoter, der var tale om dygtige pædagoger – og for at illustrere det plejer jeg altid at hive Kenneth frem. Han havde det svært med at læse og skrive, så han gik til hånde hos pedellen i de timer, der var for svære (som jeg husker det Tysk og et fag mere) og da der blev uddelt flidspræmier, fik han en værktøjskasse. Den nye skole SÅ eleverne og lærte dem det, der kunne lade sig gøre.

Jeg tilbragte de første par år med at se på. Jeg sad i alle frikvarterer på en bænk og læste i en medbragt bog. Ved siden af mig sad en dreng, som blev min første ven. Han var helt ufarlig og meget, meget høflig og venlig, og det var skønt at møde én, som jeg bare kunne tale med om det jeg læste, og det vi havde for, og som aldrig en eneste gang ignorerede mig eller omtalte mit udseende. For mig var det fred, der var den efterspurgte kvalitet.

Senere har de andre børn – nogle af dem jeg blev veninder med senere – fortalt, at vores klasselærer Katrine tog det meget seriøst, at jeg havde været så ked af det på den forrige skole. En dag jeg ikke var i skole (et par måneder efter skolestart) talte de om mig, og nogle af børnene klagede over, at jeg var meget sur og afvisende overfor deres forsøg på at få mig til at lege med. Så fortalte hun de andre børn min historie – og hun lavede en fantastisk lignelse. "Helle har været vant til, at hvis nogle børn kom og tilbød hende en lagkage, så var det kun fordi de ville tvære den ud i ansigtet på hende. Så når I nu kommer og tilbyder hende kage, så er hun mistroisk og bange for, at I vil hende noget ondt. Derfor skynder hun sig at tage kagen fra jer og kaste den efter jer. " Og så aftalte hun da bare med dem, at de skulle være søde ved mig og få mig til at være med – men at de nok lige skulle starte med bare at lade mig være i fred.

Jeg kan ikke beskrive hvor taknemmelig jeg er for, at Katrine blev min klasselærer. Hun så præcis, hvad mine behov var, og hun beskyttede mig mod børnenes dom ved at appelere til deres empati og forståelse – og det virkede. Samtlige lærere på min nye skole kendte min situation – og jeg ved ikke om det passer, men jeg havde en klar fornemmelse af, at de skærmede mig af – blandt andet ved at lade mig deltage meget i undervisningen, når der var noget jeg var god til – og aldrig udstille mine manglende sociale kompetencer.

Det var en brilliant skole for mig – på præcis det rigtige tidspunkt og det reddede mit liv. For jeg tror seriøst, at hvis jeg ikke havde klaret mig godt på den her skole, så var jeg sprunget ud foran et tog. Senere har alle mulige persontester vist, at jeg er et meget socialt menneske – og den isolation og ensomhed jeg følte i de år, hvor jeg blev mobbet var helt ubeskrivelig rædselsfuld for mig.
Det tog mig godt nok et par år at falde til, og der gik lang tid før jeg stolede på nogen, men jeg fik faktisk veninder – først nogle som gik til ridning ligesom jeg selv gjorde og senere nogle af de meget populære piger i klassen, som kunne lide mig, fordi jeg var begavet og sjov – og fordi jeg konsekvent nægtede at mobbe og danne kliker og sagde min mening om den slags højt og tydeligt. i en periode, hvor venskaber var til evig debat i klassen.

Et vendepunkt

En episode som blev et vendepunkt var, at en klike gik i opløsning, fordi den mest populære pige i vores klasse ville bestemme for meget. De andre piger besluttede at straffe hende ved at holde hende udenfor og isolere hende. De gav hende den besked, at ingen ville lege med hende mere nogensinde og efterlod hende så grædende i klasseværelset. En af dem kom og fortalte mig om det og bad mig deltage, men jeg nægtede kategorisk og gik resolut ind for at trøste hende og for at forklare hende, at med bare en eneste ven var man ikke et mål for isolation – og at jeg da gerne ville lege med hende. Og så blev vi veninder – og ganske kort tid efter blev hun taget til nåde (hun var billedskøn, skæg, begavet, fræk og selvsikker) af resten af klassen, og da jeg i mellemtiden var blevet hendes bedste veninde, blev jeg pludselig meget populær.

Vi flyttede samtidig endelig væk fra den lille by og tilbage til den store by. Jeg følte mig meget isoleret på landet – alle mine gamle plageånder mødte jeg konstant og min mor blev overfaldet af forældrene til de børn, som nu var de nye ofre for mobningen (i alt forlod 13 børn klassen inden  9. klasse  og langt de fleste pga. mobning). Klasselæreren fortsatte med at ignorere problemerne og valgte for eksempel at bruge klassens time til højtlæsning helt op til 9. klasse, i stedet for at tage nogle af alle de mange problemer op. Meget få børn fra klassen har fået en videregående uddannelse og flere af drengene har været i fængsel.

Mine forældre købte et hus centralt i den store by og jeg kan huske, at et af vendepunkterne var at min hemmelige kæreste fra klassen (og vi taler nok starten af 8. klasse) kom og hjalp mig med at male mit nye værelse. Min nye veninde boede 5 minutter fra mig på cykel og pludselig havde jeg lange varme sommeraftner, hvor vi bare stod og hang udenfor med vores cykler – og min venindes nabo var en sød dreng fra en anden skole, og så var jeg pludselig kæreste med ham i et års tid.

Ungdom

Jeg var meget forvirret som ung. Det er de fleste unge vist, så det tilskriver jeg ikke alene min mobbehistorie, men mit selvbillede og, at jeg konstant og altid ser mig selv som en elefant og en flodhest og en meget, meget tyk person, det stammer fra mobningen. Det sidder så dybt i mig, at selv når jeg har vejet 58 kilo (fordelt på 164 cm) så har jeg i egne øjne været for tyk.
Da jeg for 2 år siden blev gift var min største bekymring billederne og videoen, og hvor tyk jeg ville se ud – og den lettelse jeg følte, da jeg faktisk var pæn (60 kilo) var så helt igennem symptomatisk for mit selvbillede, at jeg kom til at grine.

Jeg havde det også svært med mænd. Jeg havde mest af alt svært ved at sige åbent og ærligt, hvad jeg gerne ville have: kærlighed, respekt, empati, nærvær – fordi jeg ikke grundlæggende følte at jeg (den tykke, uværdige, isolerede pige, som ingen frivilligt vil ses sammen med) kunne stille krav om andre menneskers kærlighed og respekt.

Jeg fik det lært via terapi (de der mobbede mig, deres dumme forældre og de tåbelige lærere skylder mig mange tusinde kroner) og i dag har jeg verdens absolut bedste mand – som jeg har været sammen med i snart 8 år – som jeg blev gift med for 2 år siden, og som jeg helt sikkert vil være sammen med resten af mit liv.

Som voksen

Jeg er i dag 36 år gammel. Jeg brugte for ca. 10 år siden meget tid på min mobbehistorie og gik blandt andet hos en psykoterapeut, som hjalp mig med at forstå hvordan historien stadig havde betydning. Allerede ret tidligt i min ungdom opdagede jeg, at det hjalp at tale med folk om min mobbehistorie, at fortælle at min usikkerhed kunne stamme derfra og forklare, at jeg selv synes, jeg var på en rejse væk fra den der offerrolle.

I gruppeterapi i 1998 oplevede jeg, at de andre i gruppen var meget forundrede over, at jeg kunne fortælle min historie så distanceret, og der gik det op for mig, at jeg har udgrænset nogle af mine følelser på grund af mobbehistorie. Jeg oplevede hård straf, når jeg var ked af det eller vred – og det sidder derfor i mig ikke at vise vrede eller at græde, hvis jeg er ked af det – og derudover fornægter jeg ofte negative følelser med det resultat, at de først kommer ud, når jeg har hobet dem op længe?

Jeg er stadig vred over mobningen. Jeg er primært vred på lærerne på den skole, jeg gik på. Jeg mener de svigtede mig og mine forældre, og i mange år mente jeg de burde have haft en længevarende fængselsstraf for deres ugerninger. Jeg er derudover vred på forældrene til de børn i min klasse, der mobbede mig. At de ikke satte grænser for deres børn, og at de ikke lyttede til min mor som forsøgte at stoppe deres uopdragne møgunger, er helt utilgiveligt. Jeg har i årevis haft det lønsomme håb, at deres børn ville lære at opføre sig ordentligt ad andre kanaler, men jeg frygter at møgungerne i dag er møgkolleger eller møgchefer andre steder i livet – heldigvis kender jeg ingen af dem, så jeg aner ikke om det passer.

Jeg hader ikke længere – og jeg synes ikke, jeg er bitter. Det er spild af energi, men de mange følelser der alligevel er overfor de mennesker skyldes, at deres ondskab og deres manglende evne til at se konsekvenserne af deres handlinger, fik mig til at føle dyb afmagt. Normalt er jeg et menneske, der handler og løser problemer og flytter mig, men overgrebene var så voldsomme, at jeg bare ikke har det i mig at tilgive eller at lukke det ude.
Jeg valgte for mange år siden ikke at tilgive. Jeg er ligeglad med de mennesker i dag, men jeg vil alligevel ikke have noget med nogle af dem at gøre, og jeg vil ikke have en undskyldning. Jeg forbeholder mig retten til ikke at tilgive. Så hvis de vil have tilgivelse må de bede til Gud.

I dag synes jeg ikke min mobbehistorie plager mig i hverdagen. Men det er på mange måder en historie, der har defineret mig – og det er ikke oplevelser, som jeg ønsker for mine værste fjender – eller for den sags skyld for nogen børn . Derfor har jeg valgt at fortælle min historie.