Kvinde 40 år

Mine forældre rådede mig til at "lade som ingenting". Det førte til, at jeg besluttede at "føle ingenting"? Et langt stykke hen ad vejen, virkede det.

Den primære fase af mobningen begyndte da jeg startede i 1. klasse, og varede 4 år. Jeg fik det dog aldrig rigtigt godt i min folkeskoleklasse.

(Jeg mistænker, at mobningen dels udsprang af, at jeg ikke havde gået i børnehaveklasse, og derfor blev sat ind i en allerede fasttømret struktur, dels at jeg i det hele taget aldrig havde leget meget med andre børn, og derfor manglede nogle sociale skills fra starten.) Jeg er i dag 40 år.

En af de i dag tydeligste episoder var, at jeg stod sammen med de andre og ventede på at komme ind i omklædningsværelset til gymnastik. Så blev min taske slået ud af hænderne på mig, og trampet på.

Da jeg kom hjem den dag, fortalte jeg mine forældre, at man havde trampet på mig - og det vakte selvfølgelig stor ståhej. Min mor tog med mig i skole dagen efter, og talte med klasselæreren. Så havnede jeg i den situation, at jeg direkte adspurgt fortalte, at jeg "nok havde drømt" episoden - eller i hvert fald den del af den, hvor man trampede på mig. Så blev alarmen afblæst, og min mor gik hjem igen.

Der var også andre eksempler på, at min taske, mine bøger osv. "forsvandt". En gang forsvandt en af mine bøger, og jeg kunne ikke finde den igen. Da jeg fortalte det til læreren, fik jeg at vide, at så måtte jeg jo erstatte den. Da jeg fortalte det til mine forældre, blev de rasende, og min far ringede til skolen. Så viste det sig, at der havde været en misforståelse: læreren havde ikke registreret, at det ikke var mig der havde smidt bogen væk.

Stillede op til elevrådet

Et gennemgående tema var at se på stolene i klasselokalet. Alle stolene havde træsæder, men sæderne havde ikke alle præcis samme farve. Hvis man opdagede en stol med et mørkt sæde, måtte årsagen være, at jeg havde siddet på den.

En gang i denne periode stillede jeg op som elevrådsrepræsentant, og klassen skreg af grin. I starten prøvede jeg at fortælle det til mine forældre.

Jeg blev ofte brugt som en slags hjælpelærer. Jeg kan huske, at jeg en enkelt gang saboterede, at en anden prøvede at skrive af fra mine lektier.

I stedet for at lege med mine klassekammerater, legede jeg med børn fra de yngre klasser, via dem jeg kendte fra vejen derhjemme.

Frosne følelser

Jeg opholdt mig meget i skolebiblioteket. Læste meget. Hørte meget musik. Og opførte mig med andre ord på en måde, så jeg ikke behøvede være sammen med andre. Mine forældre rådede mig til at "lade som ingenting". Det førte til, at jeg besluttede at "føle ingenting". (Min historie før 1. klasse bidrog til, at jeg overhovedet fandt på at træffe den beslutning, og kunne gennemføre den.)

Et langt stykke hen ad vejen virkede dette. Jeg havde i praksis frosne følelser (græd fx ikke ved min elskede oldefars begravelse) indtil jeg i 1. g blev forelsket for første gang.

Jeg har stadig svært ved at komme i kontakt med mine følelser i nogle situationer. Jeg har også nemt ved at fortolke kritik, spørgsmål osv. som angreb. Jeg er genert i nogle situationer.

Jeg har i dag stor respekt for vores klasselærer, selvom jeg ikke præcis husker, hvad hun egentlig gjorde. Men jeg er overbevist om, at hun var medvirkende årsag til, at mobningen aftog.