Kvinde

?det var vel egentlig sådan, at når den ene var offer, holdt den anden "fri". Hvis vi åbenlyst støttede hinanden endte det alligevel med, at vi begge var i skudlinjen.

Tak til Lise min bedste veninde og eneste støtte gennem mange, mange år!

Egentlig startede min skolegang rigtig godt og jeg husker først drillerierne fra omkring 4. klasse. Jeg var en buttet glad pige – den yngste i en børneflok på 4 piger, hvor økonomien var stram, så ofte arvede jeg tøj fra mine søstre.

De første drillerier startede med kommentarer omkring min vægt og tøjet (ikke at det var slidt og grimt, men det var ikke modetøj) – så kom udelukkelsen fra fællesskabet, ingen invitationer til fødselsdage osv. Som jeg husker det, var det ikke det store problem for mig, heller ikke de små bemærkninger men drillerierne blev mere massive og jeg reagerede på dem ved at flippe totalt ud, og så blev det for alvor sjovt for mobberne.

I 5. klasse startede Lise i min klasse. Hun var meget høj og tynd og så bar hun MEGET stærke briller. Det var jo en befrielse for mig, at Lise kom fordi de koncentrerede sig om at drille hende. En kort overgang var jeg såmænd med til at drille hende, men det var ubehageligt, og det endte ret hurtigt med, at Lise og jeg blev rigtig gode venner. Drillerierne fortsatte men nu var vi jo 2, og vi havde hinanden.

Jeg græd ofte om aftenen og derhjemme, men mine forældre var af den overbevisning, at hvis de blandede sig, så blev det meget værre, til gengæld tirrede min far mig derhjemme, fordi han mente, det kunne gøre mig stærkere?

Begge i skudlinjen

I 8. klasse fandt mobberne på noget nyt. Når jeg gik på toilettet eller forlod klasseværelset i frikvartererne, hældte de indholdet af min taske og penalhus ud over hele klasseværelset (inklusiv hygiejne bind som dengang ikke var pakket ind i små fine pakker) – så kunne jeg kravle rundt og samle op, mens alle fniste og kom med kommentarer.

Jeg er helt sikker på, at lærerne kendte min og Lises situation, men de valgte at "overse" det. Engang kom én af lærerne ind i klassen mens jeg stod og bankede løs på en dreng, der havde drillet min konstant. Jeg var mildest talt rasende, og jeg græd. Læren ventede til situationen var "kølet" ned, hvorefter han sagde "nå, men Jane hvis du er færdig nu, kan jeg måske komme i gang med undervisningen"

I starten når Lise og jeg blev drillet, hjalp vi hinanden, men det udviklede sig til, at vi kiggede på, når den ene part blev drillet og støttede hinanden bagefter. Det var vel egentlig sådan, at når den ene var offer holdt den anden "fri". Hvis vi åbenlyst støttede hinanden endte det alligevel med, at vi begge var i skudlinjen.

Visse 'elementer'

Da vi startede i 9. klasse var der mange i min klasse, der rejste på efterskole, heriblandt de som mobbede og hele min situation i klassen ændrede sig.
Langsomt blev jeg accepteret og blev en del af fællesskabet, og jeg blev inviteret med til fester. Jeg husker tydelig en kommentar fra vores klasselærer i starten af 9. klasse, han sagde "ja, man kan jo godt mærke at der er visse "elementer" der er rejst fra denne klasse, det er jo blevet helt rart at komme her"

Jeg tror, at det har betydet uendelig meget for mit liv, at jeg fik 2 rigtig gode år i 9. og 10. klasse, hvor jeg overhovedet ikke blev drillet – ja, jeg blev sågar en del af en klike, der var sammen meget tit.

Jeg ved ikke, om jeg i dag er mærket af min tid som mobbeoffer. Jeg har selvfølgelig nogle ar på sjælen, og jeg tænker da også af og til på episoderne, der står klarest i min erindring. Når jeg skal fortælle om det, bliver jeg trist over at tænke på hvor ondt det gjorde, og hvor lidt hjælp der var at hente, og det er det, der gør mig vred – at ingen turde/ville/kunne/gad hjælpe

Jeg har ikke noget ønske om at møde mobberne, for jeg har INTET at sige til dem, og det vil absolut ikke hjælpe mig, at de skulle undskylde, det de gjorde. Der kan på ingen måde undskyldes for deres opførsel eller for lærernes mangel på indgriben i den massive mobning der forgik hver dag lige for næsen af dem, men min far fik måske alligevel ret i, at det kunne gøre mig stærk, desværre kunne jeg ikke bruge dette "stærke" til noget, da jeg var barn.

Til gengæld ved jeg, at jeg på ingen måde vil acceptere, at mine børn bliver mobbet eller, at de er mobbere.