Kvinde 16 år

Man kan vel sige det var en intellektuel form for mobning, hvor det ikke var "Øv bøv du lugter!" men noget i retning af "Jeg synes det er utroligt du går med dem der".

Jeg er en pige på 16 år, og jeg blev mobbet fra 2. til 7. klasse af to piger.

Den ene har jeg kendt gennem hele livet, og den anden startede på skolen i 2. klasse. Det var dér de blev veninder, og det var dér de besluttede sig for, at mig kunne de ikke lide.
Det startede jo i det små som f.eks. en dag, den eneste jeg kan huske fra de helt små klasser,: "Din tegning er godt nok grim." o. lign. Jeg var nærtagende af natur og tingene printede sig bare ind med det samme. Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle svare på et angreb.

Efterfølgende år blev det værre. I 5.-6. klasse gik det over gevind. Mig og hende jeg har kendt gennem hele livet – lad os kalde hende Louise, kom nogle gange op at slås, for hun havde virkelig en evne til at provokere mig helt sanseløst.

Engang endte det med jeg slog hende så hårdt i hovedet, at hun faldt omkuld. Jeg slog hende, fordi hun gentagne gange havde skubbet mig væk med skulderen og albuen fra det bord, hvor der lå noget papir jeg skulle have.

Da jeg så endelig kommer derover tager hun papiret foran næsen på mig og ville ikke give mig det igen. Det var over en bagatel som de fleste andre gange, vi røg i totterne på hinanden.

Men jeg var nem at gøre rasende og min lunte i forhold til Louise var meget, meget kort. Selv samme dag fortalte Louise, at jeg havde sagt noget nedladende om hendes familie til nogle andre piger i klassen, og de gik derefter på hendes side. Men det var lige omvendt, hvilket de efterfølgende ikke troede på.

Louise og den anden, Emma, havde det med at få de andre i klassen rottet sammen mod mig. De kunne altid hæfte noget negativt på mig, mens jeg stod med ryggen til. Det kom oftest som en henkastet bemærkning, men lige akkurat i det toneleje der kun kunne høres af folk lige omkring, og så var det selvfølgelig kun mig, der bemærkede det.

På den måde blev jeg betragtet som virkeligt nærtagende og hidsig, for der var ikke nogen af de andre, der lagde mærke til, hvad de sagde, kun hvis jeg gjorde f.eks. læreren opmærksom på det.

Spiseforstyrrelse

Jeg havde en lærer, der gerne ville tage hånd om problemer i klassen, og hun tog ofte Louise og jeg til samtaler, også med Frida. Det hjalp måske i en uge; derefter kunne læreren begynde forfra.

Frida var hende, der havde kontrollen, hende der vidste hvad der kunne pisse mig af, og hende der havde klassen i ryggen. Hun var oftest den der mobbede i de senere klasser, ved at fortælle mig hvor dum og dårlig jeg var, på en konverserende måde.

Man kan vel sige det var en intellektuel form for mobning, hvor det ikke var "Øv bøv du lugter!" men noget i retning af "Jeg synes det er utroligt, du går med dem der," –selvfølgelig ikke utroligt som noget overraskende flot, men nedladende; eller "Skal du til Thomas' fest? Nårh nej, du er jo ikke inviteret,"

Ofte fik jeg også af vide, at jeg var for fed. Det forårsagede en mindre spiseforstyrrelse i en alder af 12, hvor jeg fik bulimiske tendenser. Det blev opdaget af min far før det nåede at udvikle sig. Jeg kan huske, hvordan jeg virkelig prøvede at passe ind. Jeg følte mig uønsket og ubemærket, skønt jeg ikke er stille af natur.

Det, der fik mig til at falde udenfor på den skole var nok, at det var en dyrere privatskole, og at mine forældre indskrev mig før de blev skilt. Efterfølgende havde ingen af dem særligt mange penge, og jeg havde derfor ikke råd til at købe Dolce & Gabbana, Puma og andre dyre mærkevarer. Det blev mit største problem i 7. klasse. At jeg ikke havde råd.

Efter min konfirmation, hvor min familie var overgenerøse med pengene og jeg i alt fik 13.000kr, købte jeg vildt ind af mærkevaretøj. Det troede jeg en kort overgang var nok, men næ nej. Jeg var for længst stemplet af hele klassen og bukserne til 1000kr og den ganske almindelige t-shirt til 400 røg ind i skabet i 8. klasse.

Jeg kan kort tilføje, at mobningen stoppede delvist i 8. fordi klasserne blev splittet op. Jeg gik stadig på samme skole, men de lod endelig til at have andet at foretage sig end netop mig. 

I dag har jeg lavere selvtillid end mange af mine venner, og jeg nægter at følge med mode måske i en protest imod mærkevarerne og hysteriet omkring dem. Jeg er blevet bedre til at fornemme, hvornår det er tid til at forsvinde eller tage konflikten op, og jeg har lært at styre mit temperament.

Men jeg kan ikke huske tilbage på nogen positive ting fra min gamle skole, og jeg har næsten ikke bibeholdt nogen af ven- og bekendtskaberne fra barndommen.